Historie
Herning Fremads historie 1918-1950
Klubben blev officielt stiftet den 12 september 1918. Klubben havde da til huse på Nørgårds Allé, men flyttede senere til Nørregade. Man bibeholdt dog Nørgårds Allé som 1.holdets hjemmebane som dengang var kendt som ét af Jyllands allerhyggeligste stadions, indtil Herning Stadion på Viborgvej indviedes i 1968. I 1963 flyttede klubben ud på Ringkøbingvej, i den vestlige del af byen, og fik til huse i en nedlagt landbrugsejendom indtil det nye klubhus blev indviet lørdag d.10 september 1966.
Om Fremads stiftelsesdato synes der at herske nogen tvivl. Den officielle dato er den 12.september 1918. En af stifterne, Aage Madsen, der senere emmigrerede til USA, erklæret, at den rigtige dato var den 12. februar 1918, men indtil videre holder Fremad selv fast ved den 12. september. Forinden havde der dog eksisteret en anden fodboldklub i Herning, men dens start, virke og opløsning fortaber sig i glemslen. I foråret 1910 begyndte man for anden gang med en klub, som fik bane på markedspladsen, og der skal jo ikke ret meget fantasi til at forestille sig, hvorledes træningsforholdene var for spillerne, når de for første gang skulle ud og tumle sig med bolden efter en stor markedsdag. Trods ihærdige renselsesaktioner vadede man simpelthen rundt i gødning, så der er vel intet at sige til, at heller ikke denne klub viste sig levedygtig.
Holdet, der i sæsonen 1925-26 for første gang spillede Fremad ind i mesterrækken. Bagest fra venstre: Erik Jensen, Kortegaard, Jens Østergaard, K. V. Leth. Laur. Heeno. Derefter: Emanuel Nielsen, Friis, Richard Thomsen, Peter Brøndum, Alfred Hansen og Peter Jensen.
Men i 1918 skete det, at nogle gamle sportskammerater, deriblandt ovenfor omtalte Aage Madsen, lagde vejen omkring sportspladsen ved Nørgaardsallé for at se lidt på det liv, der rørte sig der. Forholdene var heller ikke her særlig imponerende, idet pladsen var ujævn og græsset meget langt de steder, man ikke kom så ofte. Men trods alle skavanker var der alligevel nogle fodboldglade drenge, som ikke ville give afkald på at sparke til den magiske bold (selv om det var svært at se, at det, de sparkede til, virkelig var en fodbold). Hvor beskedne forholdene end var, så begyndte det også at krible i fødderne på tilskuerne, og man gik lige til sagen: - vil I være med til at stifte en fodboldklub?
Det var jo næsten overflødigt at spørge drengene. Det havde længe ligget i luften, at der blot skulle komme en eller anden og give signalet. To af de ældste, Jens Østergaard og nu afdøde Johannes Førgaard, som begge var læredrenge, var øjeblikkelig fyr og flamme, og de kom til at præge de første bevægede måneder stærkt, selv om Aage Madsen blev Fremad's første formand.
Jens Østergaard blev iøvrigt Fremad's første storspiller. Jens Krølbens navn blev snart kendt og frygtet på de jyske fodboldbaner, og for datidens generation af fodboldtilskuere, var det ganske uforståeligt, at han ikke nåede frem til jyllandsholdet. Det blev til et par udtagelseskampe, men nålen fik han aldrig. Heldigvis har Fremad forstået at værdsætte hans indsats, også efter han holdt op som aktiv spiller. Han nyder den sjældne ære, at være Fremad's første æresmedlem.
Fremad blev næsten omgående tilmeldt JBU's turneringer, og fra starten placeret i B-rækken, og udover Jens Østergaard og Førgaard, må der blandt de første gode udøvere også nævnes navne som Hother Jensen, Peder Brøndum, Henry Lund, J. P. Christensen, Peter Jensen, Johs. Nielsen, Magnus Jensen, Thorkild Jensen, P. Bækgaard, Carl Jensen og Erik Jensen. Men det var ikke altid lige let for formanden at gøre alle tilpas. Fremad's beliggenhed imellem en række berømte fodboldbyer som Vejle; Ringkøbing, Randers, Horsens, Viborg og Holstebro gjorde det mange gange nødigt at hente forstærkninger udefra. Klubben var jo aldersmæssigt set en baby, og de fleste af dens spillere endnu ikke scenevante. Men Aage Madsen kendte råd. Rundt omkring i de nærliggende landsbyer plukkede han enkelte mere rutinerede spillere, og da de ganske naturligt gled ind som medlemmer, slog de spillere, som blev skudt ud ved holdudtagelsen sig til tåls, og langsomt og sikkert fik Fremad bygget sig et kamphold op.
Den nye klubs start var da også særdeles lovende. Man kunne glæde sig over mange overraskende fine resultater, selv om Fremad ikke nåede at vinde hverken B- eller A-rækken. Den sidste blev klubben overført til, da JBU i 1922-23 oprettede den jyske mesterrække. Men fra det allerførste år gjorde Herning sig fint gældende, og ved en stædig energi og godt fodboldspil skabte dens medlemmer respekt om Fremad's navn.
Det første store gennembrud kom i 1926, hvor Fremad for første gang nåede frem til mesterrækken. Til en vis grad tilsmilede heldet atter Fremad, idet det også denne gang var en ny udvidelse af de bestående turneringer, som skabte grundlaget for ophøjelsen. 1 1926 besluttede JBU, som adskillige gange omtalt, at mesterrækken skulle udvides til 12 klubber, delt op i to kredse. Fremad's indsats i A-rækken havde været så god, at klubben ganske selvfølgeligt blev udtaget til den kvalifikationsturnering, som skulle bestemme, hvilke seks nye hold, der i den kommende sæson skulle kunne smykke sig med titlen som mesterrækkehold.
1929-30 vandt Fremad's ynglinge det jyske mesterskab med følgende hold: Bagest: Civil Poul G. Leth, Erik Christensen, Holger, Thorsen,
Sigurd Leth, Knud Laursen, Lauritz Jensen, Albert Hansen. Derefter Chr. Jensen, formand, Edmund Nielsen, Sigurd Christensen, Carl Jørgensen, i civil: Jens Østergaard, Anker Høst, Edv. Petersen og Thorvald Jensen.
Den sidste og afgørende kamp blev spillet i Fredericia mod Haderslev, og Herning vandt med 3-2. Følgende elleve stod for denne første store mærkedag: Erik Jensen, Kortegaard, Jens Østergaard, K. V. Leth, Laur. Heeno, Emanuel Nielsen, Friis, Rich. Thomsen, Peter Brøndum, Alfred Hansen og Peter Jensen. Indtil 5 minutter før tid var stillingen 2-2, men så fandt Heeno Jens Østergaard med en følt aflevering, og med et glimrende skud sørgede Krølben for oprykningen.
Den unge initiativrige klub lod sig dog ikke nøje med turneringskampene alene. Man var ikke bange for at gå i lag med store opgaver, og således inviterede man en dag resolut det kendte tyske hold, Hamburger Sports-Verein, op til en privatkamp, og initiativet blev belønnet. Publikum strømmede til i tætte stimer, og arrangementet blev en oplagt succes, selv om Fremad tabte kampen. Men 2-4 mod de skrappe tyskere var et yderst smigrende resultat for Fremad.
Enhver klub i Danmark har en eller anden modstander, som den under ingen omstændigheder vil tabe til. Hernings arvefjende var Holstebro, men i de år var det kun sjældent, at Fremad fik ram på sin værste og kæreste modstander. Spillemæssigt set, og også i fysisk henseende, var Holstebro stort set Fremad overlegen, og denne overlegenhed stod på i mange år. Ja, vendepunktet daterer sig omtrent nøjagtigt til den dag Lasse Nørgaard lagde støvlerne på hylden. Forinden havde Holstebro dog disponeret over spillere som H. P. og Robert Krogh, samt de senere landsholdsspillere Skelmose og Kaj Nielsen.
Disse kampe blev omfattet med så glødende interesse i begge byer, at følgende lille historie endnu hører til Fremad's kæreste minder. Fremad's førstehold var inviteret til en sportsdag i Skive, hvor kronen på festlighederne var firkantturnering mellem Skive, Viborg, Holstebro og Herning. Som det formodet svageste hold havde Skive selv sikret sig Herning til formiddagens indledende kamp, men som bekendt går det ikke altid som præsten prædiker, for stik imod alle beregninger - særlig de, der var gjort i Skive - vandt Fremad 2-0. Holstebro vandt over Viborg; hvorefter arvefjenderne så skulle mødes i eftermiddagens finale. Sejrens pris var en faneplade, og Holstebros uforlignelige Asse var så sikker på, hvor den ville havne, at han allerede før kampen havde taget bestemmelse om, hvor den skulle anbringes - et iøvrigt noget overraskende sted. Men atter skete miraklet. Holstebro blev simpelthen udklasset, og da de meget mismodige spillere fra Holstebro forlod banen, stod det 8-0 til Herning. Man tør nok antyde, der blev festet på vejen hjem, og igen da resultatet blev kendt i Herning by.
Da Fremad anden gang spillede sig op i mesterrækken, det skete i 1935, var det med følgende hold: Træneren Charley Pool, A. Christensen, Peter Petersen, Ernst Petersen, Skov Christensen, Lauritz Jensen, Richard Poulsen, og i civil formanden Ejnar Madsen. Derefter Emanuel Nielsen, Wilbour Nielsen, Chr. Meldgaard, Jens Østergaard, Laur. Heeno og foran målmanden Spend Pontoppidan.
Da Fremad i 1940 for 3. gang spillede sig op i mesterrækken og denne gang for at blive der, så holdet således ud: Træneren C. E. Nørgaard, Peter Petersen, Oscar Engedahl, Erling Fenger, Niels Rud, Marius Thomsen, formanden Schmidt Madsen og linjevogteren Veirup. Derefter Ingemann Engedahl, Sigvald Petersen, Svend Mortensen, Chr. Meldgaard, Aage Nielsen og L. Heeno. Dommeren er Ernst Hansen, Vejle.
Vi kan passende her indflette en række af de ledere, som i de senere år har været medvirkende til Fremad's trivsel. Den mangeårige kasserer, Chr. Høst, Spend Pontoppidan og sekretæren, Frode Eskesen, der hver på sit felt har ydet en storartet indsats. Endvidere Hjalmar Hansen, Karl Jørgensen, Viggo Vejrup, Chr. Eriksen, Chr. Mølsted og Villads Aagaard.
Med velberådet hu har vi gemt en enkelt, for at slutte af med en Fremad-skikkelse af det allerstørste format. Så er ingen kender af klubben i tvivl om, at talen drejer sig om Laur. Heeno. På generalforsamlingen i 1950 blev han påny valgt ind i bestyrelsen, og dermed er alt bragt tilbage i sin naturlige gænge. For hvad ville Fremad være uden Heeno på en af de udsatte poster? Denne mand, der som spiller og anfører hører til de allerbedste klubben har haft, har med sit utrættelige lederarbejde for sin klub skabt sig selv en sådan position, at man ude omkring nævner de to navne, Fremad og Heeno i samme åndedræt.
Den helt store glæde fik man i 1930, hvor ynglingeholdet blev turneringsvinder. Det var et godt praj om en ny kommende glansperiode for Fremad, men alligevel måtte klubben vente seks år, før den var en realitet.
I sæsonen 1934-35 sluttede Fremad som kredsvinder i mellemrækken, og den sidste kamp blev vundet så overbevisende som med 9-1 over Alderslyst. Allerede søndagen efter dette stillede man op til den første kvalifikationskamp mod ØB, Fredericia, der overalt blev betragtet som et hold, der slet ikke kunne volde herningenserne nogen vanskelighed. Det gik helt anderledes. Indtil få minutter før tid stod det 1-0 til ØB, hvorefter den gamle kæmpe, Jens Østergaard, gik frem fra forsvaret og gentog det kunststykke, som for 9 år siden i oprykningskampen mod Haderslev havde bragt Fremad op i mesterrækken for første gang. Her var det ikke sejrsmålet, men han udlignede til 1-1, og dermed var chancen stadig i behold. Der spilledes omkamp umiddelbart efter den ordinære kamps ophør, men her blev stillingen ikke ændret, og så måtte holdenes anførere igen mødes på banens midte for at give sig i færd med det lidet misundelsesværdige job, at trække lod om, hvem der skulle gå videre. Fremad's anfører, Wilbour Nielsen, valgte det rigtige, og holdet var så parat til den afgørende kamp om oprykningen.
Fremad's stærke sekundahold, som i 1943 vandt den jyske A-række: Sigurd Hansen, Knud Poulsen, Preben Holm, Bayer, Johannes Schleisner, Frode Eskesen, Chr. Meldgaard, Laur. Heeno, Kaj Roust, Frode Madsen og Jacob Christensen.
Sigurd Hansen scorer for Fremad i en kamp mod Sæby i 1942.
Denne blev spillet 2. pinsedag 1935 på Vejle stadion, og modstanderen var Kolding Idrætsforening. I modsætning til den første kamp var Fremad her på forhånd udpeget som den oplagte taber, og efter de første 45 minutter var der da heller ikke en tilskuer på stadion, som ville benægte, at Fremad havde været heldig ved at klare 0-1. I anden halvleg vendte billedet. Nu pressede Herning, men minutterne gik, og stadig var angrebet ikke i stand til at omsætte overlegenheden i mål. Men endnu havde Fremad ikke taget sit hemmelige våben i brug. Det skete, da der manglede 10 minutter. "Gamle" Jens Østergaard måtte til det igen. Han rykkede frem som centreforward, og da der manglede 5 minutter, scorede han det udlignende må1 på et knaldhårdt skud. Påny måtte man i gang med omkampen, og så var KIF'erne kørt træt. Allerede efter et halvt minuts spil scorede Richard Poulsen, og da der var spillet 9 minutter, øgede Laurids Jensen til 3-1. Dette blev slutresultatet, og efter 7 års fravær kunne Fremad atter indtage sin gamle plads i mesterrækkens sydkreds.
Da holdet ud på aftenen kom hjem til Herning, fik det en stormende modtagelse af byens borgere, der med orkester i spidsen var mødt frem for at hylde deres hold. Fremad's træner, Charley Pool, fik overrakt et gratiale, og anføreren, Wilbour Nielsen, talte for de tre spillere, der havde været med på klubbens forrige mesterrækkehold, og i dag havde gjort mere end deres skyldighed ved at kæmpe Fremad tilbage til den fine række. Spillerne var foruden Jens Østergaard, Emanuel Nielsen og Laur. Heeno.
Iøvrigt havde holdet følgende opstilling: Spend Pontoppidan, Jens Østergaard, Wilbour Nielsen, Emanuel Nielsen, Chr. Meldgaard, Laur. Heeno, Laur. Jensen, Ernst Petersen, Skov, Peder Petersen og Richard Poulsen. Holdet levede højt på et stærkt, bevægeligt forsvar.
Fremad's seriehold omkring 1942. Træneren Carl Hansen, Johannes Schleisner, Oscar Engedahl, Erling Fenger, Laur. Heeno, Niels Rud, Carlo Bech Larsen, formanden Jørgen Andersen. Derefter: Sigvald Petersen, Chr. Eriksen, Ejnar Bruno. Foran: Ingemann Engedahl,Svend Mortensen og Jacob Christensen.
Da sæsonen var forbi, måtte Fremad forlade mesterrækken igen. Dette stod på i tre sæsoner, så endelig - i 1940 - havde klubben fået tømret begyndelsen til det mandskab sammen, som i de næste år skulle dominere den jyske mesterrække eller jyllandsserien, som dens officielle navn jo er. Det var i 1940 sammensat af følgende spillere:
Peter Petersen, Oscar Engedall, Erling Fenger, Niels Rud, Marius Thomsen, Ingemann Engedall, Sigvald Petersen, Svend Mortensen, Chr. Meldgaard, Aage Nielsen og Laur. Heeno. Man bemærker sig sidstnævnte spiller. For tredie gang var denne utrættelige fodboldkæmpe med til at bringe sit hold frem i allerforreste række af jysk fodbold - en ganske fantastisk præstation.
Fremad var oppe igen, og denne gang var klubben kommet for at blive. Allerede fra de første år i serien gjorde Fremad sig fint gældende, men til oprykning kunne det ikke blive, dertil var klubber som Randers Freja og Chang Aalborg for stærke modstandere. De vandt rækken i nævnte rækkefølge og forsvandt derefter ind i danmarksturneringen, og så blev det Fremad's tur til at vinde, men klubben skulle erfare, hvor svært det var at komme det sidste lille stykke videre ind til det forjættede land.
Efter sæsonen -1942-43 stod Fremad for første gang som vinder af rækken, og medens i dag syv hold - lokalunionernes serievindere slås om den ene ledige plads i 3. division, så var det dengang noget nemmere. Der var geografisk oprykning til kredsene, hvilket vil sige, at Fremad skulle møde Odense KFUM, som havde vundet fynsserien, og Randers Freja, der var blevet nr. sidst i kreds 1, i en trekantturnering, hvor alle spillede mod alle. De sidste år havde den jyske serievinder vist så stærkt spil, at man overalt forventede en sejr til Herning (ja, sådan var det allerede dengang), og det kom derfor som en virkelig sensation, at KFUM kunne rejse til Herning og vinde med 2-0 over et chokerende svagt spillende Fremadhold, der var mange klasser under sin daglige standard. Freja slog så KFUM, og efter en livlig og målrig kamp spillede Fremad og Freja 4-4, hvorpå Freja havde vundet den lille turnering og fortsatte i kredsen. Vi lader dette være tilstrækkeligt om oprykningskampene for dette år - der bliver lejlighed nok til at høre mere om dem i det følgende; vi vil langt hellere beskæftige os med en anden begivenhed. Den er nok så vigtig, og i hvert fald særdeles glædelig.
Den indtraf i efteråret 1942 i pokalturneringen. Den 3. august spilledes første omgang, hvor modstanderen var de gamle bekendte fra Holstebro, og medens det tidligere var en sensation, når Herning besejrede Holstebro, så skulle det efterhånden udvikle sig til at blive det samme, når Holstebro noterede sig for en sejr over Fremad.
Et af Fremad's stærkeste og teknisk bedste hold gennem tiderne: Erling Eriksen (linjevogter), Oscar Engedahl, Knud Poulsen, Preben Holm, Niels Rud, Chr. Nissen. Derefter: Sigvald Petersen, Chr. Eriksen, Palle Poulsen. Foran: Ingemann Engedahl, Svend Mortensen og Erling Fenger.
Det gik da også efter programmet i denne kamp. Holstebro blev slået 3-1, og allerede søndagen efter gik det løs i anden omgang. Holdet rejste til Skive, og efter et til tider aldeles strålende angrebsspil, der fik Skives forsvarere til at virke langsomme og stive, rejste Fremad hjem med en sikker 5-0-sejr.
Man var derefter klar til kvartfinalen, og de skrappe modstandere begyndte at indfinde sig. Horsens var en af dem; og nøgternt bedømt havde man ikke givet Fremad store chancer, selv om matchen foregik på hjemmebane. Endnu var man i Jylland ikke rigtigt begyndt at regne denne "opkomling" fra heden. Nå, dertil var jo så også at sige, at Horsens, den gang som nu, var et hold, man i allerhøjeste grad kunne være bekendt at tabe til.
Fremad var da også uheldig - ved kun at vinde med 4-2! Hele holdet spillede en strålende kamp, og i Jylland begyndte man så småt at blive klar over, at her var et hold, man skulle til at holde regnskab med. Oscar Engedal scorede de to første mål på hovedstød, Palle Poulsen og Chr. Nissen fulgte efter med de to sidste. Sejrene havde nu affødt så meget respekt, at sportspressen trods udekamp mod Vejen så småt begyndte at tro på, at Herning måske også ville fortsætte succesen mod "Skotterne". Medvirkende hertil var selvfølgelig også, at Fremad i den ordinære turnering var lige så stærkt spillende. Målscoren var her 22 mål mod 4, og det talte et tydeligt sprog om et pågående angreb og et stærkt forsvar. Fremad skuffede ikke forventningerne, selv om Vejen kun blev slået 2-1. For resten fik kampen en helt usandsynlig dramatisk optakt. I løbet af de første 5 minutter stod det 2-1 til Fremad, og herved blev det.
Også andre steder var der samme dag sensationer i luften. I den anden semifinale skete der nemlig det helt utrolige, at AaB's 2. hold, der spiller i jyllandsserien, slog AGF's divisionshold ud af turneringen med 1-0, og for første gang i jysk pokalturnerings historie skulle således to seriehold mødes i finalen.
Denne var fastsat til den 10. november på Herning stadion, og da der blev fløjtet til kickoff, var 3000 tilskuere forsamlet udenfor snorene. Det var rekordbesøg på hine tider, hvor de kommende store år endnu ikke havde skabt den kolossale fodboldinteresse, som senere skulle forbløffe det ganske land.
Der var landskampstemning på stadion, og selv den kendsgerning, at Fremad efter 6 minutters spil var bagud 0-1 kunne ikke gøre skår i glæden. Det var indlysende for enhver, at Fremad helt beherskede kampen. Det kunne kun være et spørgsmål om tid, før Herning ville omsætte sit dejlige spil i kontante må1, og tiden kom i det 32., 39. og 44. minut, hvor Oscar Engedall, Palle Poulsen og Niels Rud scorede. I anden halvleg øgede "ValutaKarl" til 4-1, og ret forståeligt slappede spillerne nu af. Det blev ved 4-1, og i Idrætsbladet fik Fremad's indsats følgende eftermæle: "Herning vandt den jyske pokal efter strålende spil. AaB var underlegen i alle spillets faser og slap billigt."
Fra Hollandsturen i 1949: Træneren Hjalmar Hansen, Elof Andersen, Sigvald Petersen, Aage Sørensen, Knud Andersen, Vagn Aage Højfeldt, Chr. Nissen, Palle Poulsen og Niels Rud. Derefter: K. E. Velling, Sigurd Hansen, Svend Mortensen og Egon Jacobsen.
På daværende tidspunkt anede man heldigvis ikke, at det forgæves forsøg på at komme i danmarksturneringen i 1943 skulle blive det første i en lang række. Med berettiget stolthed kunne man glæde sig over at have vundet rækken i 1942-43, og da så tilmed A-holdet også kunne møde frem med en dejlig lille "ekstragevinst", var det til at komme over, at man trak det korteste strå i kvalifikationskampene med Randers Freja og Odense KFUM. A-holdet blev nemlig kredsvinder, og i oprykningskampene til mellemrækken præsterede det en fejende flot sejrsrække med følgende resultater: 7-1 over Videbæk, 5-2 over AIA, 9-1 over Skovlund, 4-0 over Vojens, og i finalen, der blev spillet i Randers, blev Sæby besejret med 6-1. 31 mål mod 5 i fem kampe lod sig jo høre, og for klubben var det dejligt nu at kunne hente sine reserver til serieholdet fra et mellemrækkehold i stedet for et hold i A-rækken, hvor tempoet ikke satte de samme krav til spillerne.
I sæsonen 1943-44 brød Thisted ind i Fremad's nyligt påbegyndte sejrsrække uden iøvrigt at kunne gøre det bedre end Fremad, idet Thisted intet kunne stille op mod Chang, Aalborg, der både var Odense KFUM og den jyske serievinder meget overlegen. Heller ikke i den efterfølgende sæson fik Fremad lov til at smykke sig med en førsteplads, men det tog man særdeles roligt, for de forvirrede forhold i foråret 1945 gjorde det umuligt for JBU at finde frem til en endelig vinder af jyllandsserien.
Men så var Fremad heller ikke til at standse mere. Fra sæsonen 1945-46 gik det løs. Kredsen blev vundet, men mesterskabet for hele serien først vundet efter en uhyre spændende kamp mod sydkredsens vinder, Skovbakken, som i den ordinære spilletid holdt målet rent mod de pågående Fremad-angribere. I omkampens 13. minut lykkedes det dog Knud Poulsen med et dejligt hovedstød at sikre holdet ret til at deltage i kvalifikationsturneringen.
Som første modstander havde man trukket Svendborg Boldklub, en modstander, der var nået til sine resultater på et udpræget kick and rush spil, og sådanne hold er som bekendt farlige modstandere, når de samtidig også har energi til overmål.
Fremad's ynglingehold 1949-50, som nåede frem til de afsluttende kampe om det jyske mesterskab.
Det havde Svendborg, og da holdet tilmed fik den medbør af et heldigt mål efter kun 5 minutters spil, så så det i en lang periode yderst sort ud for Fremad. Ikke een på Herning stadion var i tvivl om, at hjemmeholdet var flere klasser bedre end sin primitive modstander, men der skulle gå 77 minutter før Chr. Nissen fik omsat overlegenheden i et mål. Med 1-1 endte den ordinære kamp, men i den efterfølgende omkamp dominerede Fremad totalt, og 3-1-sejren var et flatterende resultat for Svendborg efter spillets fordeling. På stadion blev der - selvfølgelig fristes man til at sige - sat ny publikumsrekord. Kampen blev overværet af 5347 betalende tilskuere.
I næste omgang skulle Fremad's spillere ud på sin hidtil længste rejse. Lodtrækningen havde maget det så uheldigt, at modstanderen var vinderen af den lolland-falsterske serie, Maribo Boldklub, som i den forløbne turnering havde forskaffet sig et vist ry ved at husere blandt sine konkurrenter efter behag. Selv om man i Herning så med en vis skepsis på de 102 mål, som Maribo havde scoret i årets løb, så var man dog ganske klar over, at modstanderen kunne blive farlig på hjemmebane med et stort, trofast publikum i ryggen. Dette kom da også til at s1å til, selv om 4-3 til Fremad ikke giver det helt rigtige indtryk af styrkeforholdet. Kampen var periodevis virkelig velspillet med Fremad som det bedste hold, og i den lokale presse blev matchen betegnet som en af de bedste, man havde set.
Derefter var man klar til finalen, og igen var Fremad uheldig ved lodtrækningen. Til gengæld kan man nok sige at modstanderen, "Skjold", Birkerød, helt havde forpagtet heldet. Fremad havde allerede haft to hårde kampe foran sig foruden den mindst lige så nervepirrende kamp mod Skovbakken -, medens Birkerød som oversidder i første omgang kunne nøjes med en, og det oven i købet på hjemmebane, og nu til finalen havde Birkerød igen trukket sig til at spille på egen bane. Vi skal ikke her komme ind på den omfattende og bitre avispolemik denne ordning gav anledning til. At lade tilfældigheder være afgørende i en i forvejen nervebetonet cupturnering forekom vist de fleste at være en skrigende uretfærdighed mod alle kvalifikationsturneringens deltagere. At så uheldet. gik værst ud over Fremad, satte kun uretfærdigheden i endnu kraftigere relief, idet man med fuld ret mente, at den store jyske union, som mønstrede 20 gode seriehold, hvor andre kunne klare sig med 8 (Lolland-Falster), godt kunne have fortjent at få begge sine kredsvindere med i kvalifikationsturneringen. Men de vedtagne regler stod ikke til at ændre, og de, der så den triste finale i Birkerød, var villige til at skrive under, på, at Fremad ikke så meget blev slået af modstanderen, som af sine nerver.
Birkerød vandt kampen 3-1, og man gør sit bedste for at glemme den opgivende anden halvleg, de elleve jyder præsterede. Det var et psykisk slået hold, som efter en hel måneds uafbrudt nervepres nu klappede helt sammen mod en modstander, som kendte de direkte og også lidt hårdhændede metoders vej.
Men al den megen postyr om denne kvalifikationsturnering fik dog i hvert fald den tilfredsstillende udgang, at DBU besluttede at lade alle fremtidige kvalifikationskampe spille på neutral bane.
Først da Herning i 1950 havde kæmpet sig op i danmarksturneringen, fandt man frem til den helt ideelle løsning - når der nu engang ikke kan blive automatisk oprykning -, at lade holdene møde hinanden i en "alle mod alle turnering" efter pointssystemet.
Da nervekampene var overstået med det negative udfald, , kunne holdets spillere så begynde at tænke på kampene om det jyske mesterskab. Her var man jo som vinder af serien automatisk deltager sammen med divisionsholdene AGF, Randers Freja og Vejle Boldklub, og i sammenligning med oprykningskampenes dystre alvor, kunne spillerne tage disse kampe som en hel lille rekreationsturnering. Og da spillerne kunne få lov til at være sig selv igen, fik de da også vist, at deres fodboldkunnen var så god som nogensinde.
Holdet, der på Vejle stadion spillede Fremad op i 3. division:. Træneren Hjalmar Hansen, Oscar Engedahl, Knud Poulsen, K. E. Velling, Niels Rud, Chr. Nissen. Derefter: Frode Christensen, Jacob Christensen og Palle Poulsen. Foran: Henning Christensen, Svend Mortensen og Egon Jacobsen. Leif Friis Nielsen var i den sidste af de to oprykningskampe med i stedet for Oscar Engedahl.
Freja var den første modstander, og her skabte Fremad det store kolde gys for den samlede jyske fodboldverden ved at udspille divisionsholdet på alle leder og kanter. Resultatet blev 5-1 til Fremad, hvilket foranledigede et Randers-blad til i en stor rubrik at skrive: "Fodboldtragedie for Randers på Silkeborg stadion." AGF slog Vejle med 3-0, og finalen mellem AGF's 1. divisionshold og Fremad blev fastsat til den 3. juli på Silkeborg stadion.
Her var holdet efter en strålende indsats ved at skabe en endnu større sensation. Vi overlader ordet til Aarhus Stiftstidende:
"Det sidste kvarter af den ordinære kamp og hele omkampen domineredes af de veltrænede Herning-spillere. Hele første halvleg tilhørte AGF, der ofte kombinerede smukt i marken, men foran mål glippede alt. Da AGF i anden halvleg efter et kvarters spil kom op på 3-1, troede de sikkert kampen afgjort og slappede af. Men de havde gjort regning uden Herning, der overtog spillet resten af kampen og i de sidste 10 minutter scorede to gange. De ca. 7000 tilskuere, hvis sympati i udpræget grad var på Hernings side, jublede af begejstring. - I omkampen fastholdt Herning presset, men kunne ikke score."
En ny kamp måtte således til, og vandt end AGF denne kamp med 3-2, så kunne Fremad's spillere dog gå til sommerferien med den bevidsthed, at de havde ført deres klub frem til et imponerende højdepunkt i såvel spillemæssigt som økonomisk henseende. I omkampen mod AGF var Fremad iøvrigt foran 1-0 og 2-1, og vi ty'r igen til Aarhus Stiftstidende, der skriver:
"For jysk divisionsfodbolds prestige var det godt, at AGF vandt, men de ca. 6000 tilskuere gik ikke fra kampen med indtrykket af, at der er et par rangklasser fodboldforskel på de to klubber, som der i følge turneringsinddelingen skulle være. Fremad spillede godt nok til i lange perioder at presse AGF i forsvaret, og Herning har haft stor ære af disse kampe, hvor de ikke blot har vist bysbørnene og AGF-tilhængerne men også de jyske mesterrækkeklubber, at når man vil, kan et mesterrækkehold give et divisionshold hård modstand."
I 1946-47 gik det igen helt til tops i serien, efter at man havde overvintret på andenpladsen, 2 points efter Skive. Men foråret blev, med undtagelse af 2 uafgjorte kampe, en eneste lang sejrsrække. Alligevel var man ikke i Herning helt tilfreds med holdets spil.
Kun i kampen mod Skive nåedes de helt store højder, men så blev modstanderen også slået 7-1, endda på Skives hjemmebane. Sydkredsen blev vundet af Aabenraa, og mod denne klub skulle der så den 1. juli spilles i Vejle om seriemesterskabet og den nok så vigtige "adgangsbillet" til kvalifikationsturneringen. Da kampen var forbi, kunne der ikke herske nogen tvivl om, at Fremad var en klasse bedre end modstanderen, men Aabenraas utrættelige energi, og Fremad's hang til at overdrive trilleriet gjorde kampen unødig spændende. Først 13 minutter ind i anden halvleg faldt det enlige mål, scoret af Børge Møller, som sikrede Fremad ret til at gå videre.
Med berettiget optimisme så man denne gang frem til de nervepirrende oprykningskampe. Fremad havde denne gang haft det held i lodtrækningen, som klubben ganske måtte undvære forrige gang. Det var nu Fremad's tur til at være oversidder i første omgang, og den første modstander blev "Viking", Rønne, som overraskende havde slået Svendborg 2-0.
Kampen blev spillet den 21. juni i Københavns Idrætspark og vundet så overbevisende som 6-2. Idrætsbladets redaktør, Carl Ettrup, skriver om kampen:"et blev alligevel en glad dag for Fremad's spillere og klubbens mange tilhængere. Kampen forløb, så den klart og utvetydigt fastslog en klasseforskel i Fremad's favør, og den solide sejr var på ingen måde for stor. I første halvleg, som endte 2-0 til Fremad, blev en del gode chancer misbrugt, men i 2. halvlegs første halve time gik angrebet så beslutsomt til værks, at der ingen tvivl var om sejren, men kun om dens størrelse."
Men mørke skyer trak op i horisonten. Et andet hold i kvalifikationsturneringen viste nemlig samme overbevisende spil - Skovshoved Idrætsforening, som besejrede Lyngby og Maribo Boldklub med henholdsvis 5-0 og 6-1. Man fik her de første varsler om en uventet stærk modstander.
Den 29. juni spilledes så i en stegende hede den sidste afgørende kamp på Odense stadion. Ingen var i tvivl om, at turneringens to bedste hold her tørnede sammen, og da kampen var forbi, var man heller ikke i tvivl om, at Skovshoved var det bedste af de to hold. Den københavnske sejr blev på 3-0, og fik måske nok en lidt heldig tilblivelse, idet to hurtige mål i starten slog Fremad's spil i stykker. Men efterhånden som kampen udviklede sig, blev. Skovshoved klart det bedste hold.
I 1947-48 vandt klubben for tredie gang i træk nordkredsen, men i kampen om seriemesterskabet vandt AGF, og det blev AIA, der fik chancen for at forsvare de jyske farver i oprykningskampene.
Men holdet kom ikke længere end til første kamp, hvor Svendborg eliminerede det. Turneringen fik iøvrigt det overraskende udfald, at "Viking", Rønne, fightede sig igennem til 3. division.
For fjerde gang vandt så Fremad nordkredsen i 1948-49, men det ville være synd at sige, at det dette år blev nogen parademarch.
Da efteråret var forbi, lå holdet kun på trediepladsen, men efter et uhyre spændende forår, hvor kredsen først blev afgjort de to sidste spilledage, sikrede holdet sig atter slutsejren med 26 points - 3 mere end den nærmeste konkurrent. Kampen om mesterskabet stod atter i Vejle, der i årenes løb har udviklet sig til at blive den by, hvor Fremad skulle til for at vinde sine store sejre. Spillerne føler sig åbenbart hjemme her, men det kneb ganske forfærdeligt mod Fredericia, der afslørede sig som en yderst velspillende modstander. Indtil 4 minutter før tid førte holdet fra garnisionsbyen med 1-0, da det lykkedes Sigvald Petersen at udligne, og i omkampen scorede først Chr. Nissen, og derefter Sigvald Petersen, således at resultatet blev 3-1.
Så gik det igen løs i den berygtede kvalifikationsturnering, men Fremad fik kun et meget kort liv her. Den 29. maj mødte man Svendborg på Odense stadion, og der var da kun hengået 65 timer siden kampen mod Fredericia, medens Svendborg kunne stille helt udhvilet op. Alligevel har man set hold gå hen og præstere "mirakler", fordi dets spillere var tirret op over de urimeligheder, som en yderst dårlig tilrettelægning af kampene havde påført det. Men her var det ganske indlysende, at al spilleglæden var på Svendborgs side. Fremad var brændt ud, og 1-2-nederlaget var faktisk billigt sluppet. En ringe trøst fandt man i, at lokale eksperter opførte kampen som en af forårets bedste på Odense stadion; og at Svendborg netop denne dag spillede over evne.
Det kan ikke nægtes, at man i sommeren 1950 gik til oprykningskampene med en vis skepsis. For selvfølgelig var Fremad også dette år deltager her. For femte gang i træk var nordkredsen blevet vundet, og for femte gang -dog ikke i træk - vandtes seriemesterskabet, idet Brande i finalen blev slået med 3-1. Alt dette havde man prøvet før, og hver eneste gang var det glippet, og den første kamp - den 4. juni på Odense stadion mod Vanløse - var da egentlig heller ikke egnet til at øge håbet. Vanløse blev slået 3-0, men den københavnske modstander var så svagt spillende, at man simpelthen nægtede at tro på, at det skulle være det bedste hold, den københavnske serie kunne fremvise. At Fremad's angreb kun scorede tre mål her, var faktisk for dårligt.
Men da så resultatet fra næste omgang indløb, begyndte man at spidse ører! På dette noget ejendommelige sted mødte man i 2. omgang B. 1910 fra Rønne, og de noget primitive bornholmere var ikke nogen match for Fremad, som ikke behøvede at spille sig ud for at vinde 4-0.
Derefter var man klar til finalen mod Odense KFUM, -og hvilken "finale" blev det ikke! For der måtte hele to til, for Fremad nåede det mål, man havde kæmpet så sejt og indædt for i mange år. Vejle stadion var igen skuepladsen, og alene det var jo et godt tegn. Da de to hold den 19. juni løb ind på banen, var over 9000 tilskuere - ny usandsynlig publikumsrekord for banen, og et godt bevis på Fremad's popularitet - forsamlet udenfor snorene. Men for en gangs skyld synes der at være vendt op og ned på de traditioner, Fremad for havde skabt sig i Vejle. Efter 1. halvleg stod det 3-1 til KFUM, og der herskede dyb sorg hos de mange tilskuere. Man havde faktisk opgivet håbet, men da Knud Poulsen- i anden halvlegs allerførste minut reducerede, kom landskampstemningen. KFUM'erne måtte kæmpe desperat for at holde sig de ustandseligt angribende jyder fra livet, og i det 20. minut gik det galt for KFUM. Niels Rud udlignede på et straffespark, og med 3-3 sluttede kampen og den efterfølgende omkamp.
Vi kommer igen, når den næste kamp skal spilles, sagde tilskuerne, og det gjorde de. Atter var der over 9000 tilskuere tilstede, da de to hold en uge efter stillede op på samme bane. Og denne gang var det Fremad's tur til at have heldet med sig. Fynboerne var overlegne gennem det meste af de 90 minutter, men Fremad vandt første halvleg 1-0 på et godt mål af Leif Frits Nielsen, og Chr. Nissen øgede til 2-0 i kampens sidste hektiske minutter. Lad os slutte af med at citere Fremad's medlemsblad efter sejren:
Glemt var tidligere års skuffelser, og tilbage stod en enestående begejstring hos det store publikum, da Chr. Nissen få minutter før kamp nr. 2 mod Odense KFUM sluttede, fik alle tiders største chance, som han med stor koldblodighed udnyttede, og dermed slog sejren fast, og vor oprykning til 3. division var en kendsgerning.
I 1950 rykkede Herning Fremad for første gang, efter mange forgæves og "nær ved og næsten"-oplevelser endelig op i divisionsrækkerne. Det skete efter en spændende og dramatisk kamp mod Odense KFUM, der blev besejret med 2-0 på Vejle Stadion. I Vejle Amts Folkeblad stod det at læse i næste dags avis: "Fantastiske scener udspilledes på Vejle Stadion da den jyske sejr var en kendsgerning. 7-8000 af de 9.400 tilskuere oversvømmede banen, belejrede klubhuset og krævede at få deres nye divisionshold at se. Mage til scener er næppe set efter en fodboldkamp i Jylland før. Ja, det var helt sydlandske scener der udspilledes." På banegården blev spillerne mødt af 5000 mennesker, der gav dem en strålende hyldest.Det blev til 2 år i 3.division, hvorefter nedrykningen til Jyllandsseriens sydkreds var en realitet.
Oprykkerholdet fra 1950 med Svend Mortensen midt i billedet.
Èn af de største profiler på oprykningsholdet var målmand Svend Mortensen, der var kendt som Jyllands bedste mellem stængerne i disse år. Han opnåede udtagelse til mange kampe på udvalgt Jysk hold og nåede 239 1.holdskampe i Herning Fremad. Svend Mortensen blev senere et meget aktivt bestyrelsesmedlem og bestred formandsposten i klubben fra 1968 til og med 1976. Han var i mange år et fremtrædende medlem af DBU's bestyrelse og er i dag portrætteret i Herning Fremads klubhus som ét af klubbens æresmedlemmer.
Jubelscener efter kampen mod Vejen der førte til oprykning til 3.division i 1968.
Bageste række fra venstre: Jens H. Nielsen, Børge Andersen,Finn Gustafsson, Hans Lund, Jørgen Mathiasen, Ivar Schriver og træner Emanuel Poulsen. Midterste række fra venstre: Erik Fuhr, Mogens Østergård og Jens Erik Olsen. Forrest fra venstre: Hans Branner, målmand Erik Poulsen og Freddy Jensen.
Formand Peder Lysggard ved indvielsen af
Herning Fremads nye klubhus på Ringkøbingvej
10. september 1966.
Det nye stadion på Viborgvej blev etableret i 1968 og det er kendetegnende for klubbens status og den politiske opbakning i disse år, at man i 1969 opstillede lysmaster i "oprykningsgave" til klubben, således at "Byens Hold" herefter kunne afvikle aftenkampe på Hernings nye stadion. Peder Lysgaard gik dog desværre alt for tidligt bort i en alder af 39 år i december 1969. Hans søn Knud Lysgaard førte senere ånden og visionerne videre og var i 1978 stærkt medvirkende til ansættelsen af Helge Sander som Danmarks første professionelle fodboldmanager.
Et historisk øjeblik! Jørgen Mortensen, Herning Fremad, modtager
som den første danske spiller 1000 kr. kontant af fabrikant N.C.Jensen,
Jensen Coat, der var sponsor for kampen.
Det officielle billede af Herning Fremads første bestyrelse i den profesionelle afdeling.
Bagest fra venstre: Helge Sander (bestyrelsens sekretær og senere direktør), Knud Lysgaard og Erik Velling.
Forrest fra venstre: Elof Andersen, Jørgen Mathiasen (formand) og Ole Nielsen.
Mr. Fremad - Poul Kousgaard - Æresmedlem i Herning Fremad
Et af de første aktiebreve fra starten i 1978
Bobby Moore holder hof på Ringkøbingvej. Han medvirkede ikke nævneværdigt til pointmæssig
fremgang for Herning Fremad, men var snarere med til at profilere klubben, og bidrog i kraft af sin
status og professionalisme til at pengefodboldens indtog på de danske arenaer blev en succes.
Holdet der i 1979 rykkede op i 2.division: Forrest fra venstre: Holdleder Mogens Christensen, Karl Aage Damsgaard, Jørgen Gustafsson, Finn Gustafsson, Peter Buch, Søren Jensen, Ejvind Christiansen og massør Peder Clemmensen.Stående fra venstre: Sportslig leder Ole Nielsen, næsten skjult Søren Ankersen, Bjarne Nielsen, Peter Klaris, Torben Jepsen, Kim Lauridsen, Niels Madsen, Jan Nielsen og træner Svend Hugger.
Forsiden af Fremadbladet dec.1982 der viser jubelscener efter oprykningskampen til 1.division, hvor
Herning Fremad i Glostrup vandt den spændende kamp med 1-0 på mål af Karl Aage Damsgaard.
Træner Jens Tang Olesen får lufttur af bla. den senere træner i klubben, Ove Pedersen.
Søren Jensen
Det blev til 2 år i den bedste liga, hvor træner Jens Tang Olesen bla. havde en af klubbens til dato allerstørste profiler, Søren Jensen, på holdet som en altid farlig angriber. Han er stadig indehaver af klubrekorden for antal spillede kampe (442 førsteholdskampe) og scoringer på klubbens førstehold (205 mål).
Herning Fremads til dato højst rangerede ungdomshold:
Ynglinge DM-holdet fra 1982 med Leif Clausen som træner og Egon Hjørnholm som holdleder.
Herning Fremad’s ungdomsafdeling var og er livsnerven i klubben, og har fostret mange spillere af høj kvalitet. I disse år bar ungdomsarbejdet i særlig grad frugt, idet spillere som Kent Hansen og Jens Ørgaard gjorde sig bemærket. Sidstnævnte opnåede 65 landskampe på U-16 til U-21 holdene og er stadig indehaver af landskamprekorden på ynglingelandsholdet med 39 kampe, heraf de fleste som anfører. Han er i øvrigt herudover i besiddelse af endnu en, måske mindre flatterende rekord, idet han med 17 advarsler på én sæson var den direkte anledning til at DBU indførte karantænereglerne efter for mange opnåede advarsler. En lovende karriere blev dog afbrudt af en alvorlig knæskade, men Jens Ørgaard får dog igen en betydelig indflydelse på Herning Fremad’s historie få år senere, som direktør i overbygningsklubben FC Midtjylland.
Klubben havde andre spillere der boltrede sig på diverse landshold, bla. Kent Hansen (15 U-21 og 1 uofficiel A-landskamp) og Brian Pedersen (5 ligalandsholdskampe).
I 1984 spillede Herning Fremad en skæbnekamp i KB, brændte et straffespark og spillede 1-1, hvorefter begge hold måtte en tur ned i 2. division. Nedturen fortsatte i ’86 med videre devaluering til 3. division og fortsatte til et foreløbigt lavpunkt i 1990 hvor klubben pludselig befandt sig i Danmarksserien. Herefter startede en stædig klatren tilbage mod toppen med Ove Pedersen som træner. Avancement til 2.division i 1991 (3.division var i mellemtiden blevet sløjfet). Til klubbens 75 års jubilæum i 1993 var gaven en tilbagevenden til landets næstbedste række, 1.division, hvor de hæderkronede blå- og hvidstribede trøjer, der i forbindelse med prof-eventyrets start i 1978 var veget for en lyseblå kollektion, blev genintroduceret til glæde for mange trofaste Fremadtilhængere.
Manager Poul Kousgaard får lufttur efter 3-2 sejren i
Frederikshavn der førte til oprykningen til 1.division i 1993.
Der havde i årenes løb været tilbagevendende tilløb til at fusionere områdets to bedste klubber Herning Fremad og Ikast FS, uden at det dog endnu var lykkedes. Efter nogle relativt rolige år i 1. division, opstod der pludselig velvilje i begge klubbers bagland, og fusionen blev en realitet i 1999 hvor overbygningsholdet, FC Midtjylland slog rekord i 1.division med 76 points i 30 kampe, hvorefter holdet, som debutanter, bragede ind på en 4.plads i landets bedste række i 2001 og opnåede sin hidtil bedste sæson året efter med bronzemedaljer. Efter opførelsen af et nyt stadion der blev indviet i 2004 ved Messecenter Herning, er FCM nu klædt på til store fremtidige opgaver i ind-og udland
Herning Fremad’s udvikling stopper ikke med rollen som moderklub til en af landets topklubber. Klubben er under stadig udvikling og specielt efter årtusindskiftet har man kunnet opvise fremgang på alle områder. Visionerne rækker langt ud i fremtiden og traditionen tro nyder klubben stadig stor opbakning blandt politikere og erhvervsliv hvilket bla. har muliggjort indledningen til et nyt stort klubhusbyggeri på Ringkøbingvej i 2004, der vil ruste klubben til en fremtid, hvor børn og unge i Herning, som det har været tilfældet siden 1918, stadig har mod på at sparke til læderet i byens klub, Herning Fremad.